; Hop til indhold
Foto: Mads Pihl. David Manumina, trommesang på den grønlandske nationaldag.

UNESCO’s 2003-konvention sikrer den immaterielle kulturarv - eller den levende kulturarv, som den også kaldes. Den levende kulturarv er vigtig, og vi skal værne om den. Den er en del af det, der former os som mennesker og binder os sammen i fællesskaber. Man kan ikke bevare levende kultur på samme måde, som man kan bevare en gammel kirke eller et landskab. En madtradition eller en folkedans eksisterer kun, hvis mennesker udøver den. 

Flamencodans og kaffekultur

For UNESCO handler det derfor om at sikre kulturarven ved at skabe rammerne for, at kulturarven kan leve, udvikle sig og bevare sin relevans i samfundet – også for de næste generationer. Listerne under 2003-konventionen er med til at sætte fokus på kulturarven og dens betydning. Eksemplerne på listerne viser forskellighederne, lighederne og mangfoldigheden af al den levende kultur, som mennesker udøver; fra korsang i Georgien over trompetmusik i Elfenbenskysten, gastronomitraditioner i Frankrig og flamenco i Spanien til kaffekultur i Tyrkiet, karneval i Bolivia, skyggespil i Kina og rejefiskeri på hesteryg i Belgien.

Den Danske UNESCO-nationalkommission har som strategisk prioritering i årene 2019-2022 at engagere sig i initiativer, som gør både den levende og den materielle kulturarv relevant for børn og unge, og sætter den i en nutidig sammenhæng.

Levende kulturarv fra Rigsfællesskabet

Rigsfællesskabet er involveret i tre ansøgninger til UNESCO om at blive optaget på listen over immateriel kulturarv i 2021.

”Qilaatersorneq - grønlandsk trommedans og –sang”

Grønlandsk trommedans og trommesang er en traditionel inuit musikform, der har eksisteret i Grønland i århundreder. På Instagram er et hashtag, #qilaat #qilaut, hvor unge inuit dokumenterer og viser den kulturelle vigtighed og betydning, trommekulturen stadighed har i Arktis. Ansøgningen til UNESCO er indsendt på vegne af Rigsfællesskabet og Grønlands selvstyre.

Læs mere om immateriel kulturarv i Grønland (da.nka.gl)

Den nordiske klinkbådstradition

Klinkbåden er en særlig bådtype med en skrogkonstruktion, hvor plankerne i skroget overlapper hinanden. Bådtypen har eksisteret i mere end tusind år, og den er en vigtig del af den nordiske kystkultur og kulturarv. Ansøgningen er blevet til i et samarbejde mellem klinkbådsmiljøerne i Danmark, Finland, Færøerne, Island, Norge, Sverige og Åland.

Den dansk-tyske minoritetsmodel

Den dansk-tyske minoritetsmodel er et unikt eksempel på fredelig sameksistens i grænselandet, hvor både mindretal og flertal kan udøve og sikre eget sprog, egne traditioner og skikke. Modellen bygger på respekt for kulturel forskellighed. Allerede nu foregår der et stort arbejde i grænselandet med at formidle og rådgive andre regioner i verden om, hvordan man kan skabe fredelig sameksistens i områder, hvor minoriteter og flertal lever side om side. Ansøgningen er indsendt af Danmark og Tyskland.

Skal ringridning og højskolekultur med på listen?

Der er mange andre eksempler på immateriel kulturarv i Danmark. Hjemmesiden levendekultur.kb.dk samler flere eksempler. Det er den nationale fortegnelse med forslag fra foreninger, organisationer og privatpersoner. Blandt bidragene er saltsydning på Læsø, Bournonville ballettradition, festivalkultur, ringridning, drengekorsskoler og højskolekultur.

Det er Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek, som har ansvaret for at forvalte UNESCO’s 2003-konvention, der sikrer den immaterielle kulturarv i verden. Det sker igennem dokumentation, forskning og formidling. 

Sidst opdateret: 1. juli 2020