; Hop til indhold
Foto: Kasper Løftgaard / Politiken / Ritzau Scanpix.

Lån samlingerne

De 28 samlinger er indsamlet i forskellige lande. De rummer ud over genstande også film, musik, billeder, baggrundstekster og forslag til temaer, som elever og studerende kan arbejde med. Kasserne bliver udlånt cirka 150 gange om året. Det betyder, at omkring 13.000 børn, unge og voksne årligt får oplevelsen af en UNESCO Samling. Erfaringerne fra mange års udlån af samlingerne er, at det giver en helt anden og ægte oplevelse at stå med et stykke tøj eller en maske. Man kan selvfølgelig google sig til det hele. Men når man står med virkelige ting, sker der noget helt særligt.

Eleverne får mulighed for på en håndgribelig måde at arbejde med størrelser som internationalisering, globalisering og tredjeverdensforhold. - Birgitte Rønning, Sønderlandsskolen i Holstebro

Børnehaver, daghøjskoler, gymnasier og erhvervsskoler i hele landet kan låne kasserne gratis i en periode. Det kræver, at de tegner et årsabonnement til 595 kroner og sender en underviser på kursus.

Den danske UNESCO-nationalkommission vil understøtte at viden om verdensforhold bringes ud til danske undervisningsinstitutioner blandt andet gennem UNESCO Samlingerne på Moesgaard Museum.

Immateriel kulturarv er den levende kultur

Undervisere kan bruge kassernes indhold aktivt i undervisningen. Man kan lave udstillinger, så alle kan opleve det spændende materiale. Samlingerne gør på den måde det uhåndgribelige konkret, og det giver børn, unge og voksne forståelse for immateriel kulturarv. Immateriel kulturarv er ikke bygninger eller naturområder, men levende kultur som samlivsformer, traditioner, viden og kunnen, som vi udøver og giver videre til næste generation.

Sidst opdateret: 1. juli 2020