Hop til indhold

Artiklen er skrevet for den danske UNESCO-nationalkommission af journalist Uffe Westerberg.

Som en af de prominente deltagere i oprøret, professor Anja Andersen fra Niels Bohr Instituttet, siger det:

Vi har brug for fuldstændig akademisk frihed. Vi ved ikke, hvilke idéer der er de revolutionerende, og hvis vi ikke lader dem komme frem, svigter vi vores oldebørn. Vi må stole på, at videnskaben sorterer de dårlige idéer fra.

Akademikeres ret til frit at forske og ytre sig er en af grundpillerne i et demokratisk samfund og helt afgørende for, at ny viden og nye idéer kan spredes og diskuteres. Alligevel er disse frihedsrettigheder under stigende pres ikke bare fra mere eller mindre autoritære regimer, men også i Danmark og andre demokratiske lande. 

Corona-pandemien har forstærket dette pres, som i Danmark bl.a. har givet sig udtryk i angreb på forskere fra politikere, en udtalelse fra Folketinget, forsøg på at sanktionere whistleblowere og en enkelt, og meget omtalt, retssag mod en forsker. 

Forskere og undervisere har bl.a. reageret på angrebene gennem debatindlæg og en fælles protest mod politisk indblanding i deres frihed, der samlede tusinder af underskrifter.
Det er helt nyt og et signal om, at forskerne anser grænsen for ikke bare nået, men overskredet.

Forskerne samler sig

Også danske organisationer, der arbejder med at beskytte akademisk frihed, er gået i aktion. I efteråret arrangerede de et seminar om emnet for at øge bevidstheden, vidensniveauet og samarbejdet. Bag seminaret stod Akademikerne, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, DM (Dansk Magisterforening), Det Unge Akademi (en selvstændig enhed under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab) og den danske UNESCO-nationalkommission. Frihedsrettigheder for akademikere – som for journalister og kunstnere - er en central del af UNESCO’s mission og arbejde.  

Formanden for fagforbundet Akademikerne, Lars Qvistgaard, summerede seminarets konklusioner således:

  1. Der må etableres en bedre og tættere overvågning af angreb på forsknings- og undervisningsfriheden, så overgreb kan dokumenteres og bekæmpes.
  2. Forskerne bør være mere internationalt orienterede og samarbejde med søsterorganisationer og NGO’er i udlandet.
  3. Der er brug for, at langt flere, danske forskere fastansættes for at sikre den frie forskning.
Akademisk frihed et offentligt gode

Én ting er, at forskerne vil have frihed til at gøre nye opdagelser. En anden er, at akademisk frihed er en forudsætning for et sandt demokrati og for, at almindelige mennesker kan skaffe sig uafhængig viden og træffe selvstændige beslutninger. Det forklarer professor Helle Porsdam, der er UNESCO Chair i kulturelle rettigheder ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet.

- Akademisk frihed er en menneskeret og et offentligt gode, understreger Helle Porsdam, og bør derfor være beskyttet ved lov.

Her har Danmark et problem, mener konsulent i Dansk Magisterforening Jens Vraa-Jensen, selv om Danmark som medlem af FN, UNESCO og EU skal overholde forskellige konventioner om frihedsrettigheder. 

- Danmark ligger i bunden med lovmæssig beskyttelse af de basale frihedsrettigheder for akademikere, siger han.

Måske skyldes den manglende lovgivning, at ” vi ikke tidligere har indset, at der er problemer”, påpeger Anja Andersen, der er medlem af den danske UNESCO-nationalkommission. 

Et andet medlem af kommissionen, Mogens Blicher Bjerregård – desuden formand for EFJ, Det europæiske Journalistforbund - siger, at ” det har altid undret mig, at akademikerne ikke er bedre organiseret internationalt, på samme måde som journalister og kunstnere”.

Det er måske det, der er på vej nu blandt andet via øget dansk engagement i det uafhængige netværk ”Scholars at Risk”, som 12 danske universiteter m.m. er medlem af. Netværket overvåger akademisk frihed på verdensplan på samme måde som UNESCO, EFJ og andre gør det på medieområdet og udgiver lige som dem en årlig statusrapport. En dansk afdeling af netværket har eksisteret siden 2019.

Måske er der også mere hjælp i vente fra UNESCO. I hvert fald lancerer den danske UNESCO-delegation i Paris i december et initiativ, der skal hæve UNESCO’s profil i forsvaret af frihedsrettigheder ikke bare for såvel akademikere, journalister og kunstnere. Det fortæller Danmarks UNESCO-ambassadør, Carsten Staur, der også deltog i seminaret. 

Initiativet, der med Staurs ord skal gøre UNESCO til ”en bedre vagthund”, kan dog ikke stå alene. Forskere og akademikere må selv være mere aktive med at overvåge overgreb og publicere dem, og så opfordrer han de tre grupper til i højere grad at samarbejde og at tale med én stemme, fordi de har en vigtig ting til fælles: at de har professionelle standarder for deres arbejde.

I lommen på bevillingshaverne?

Et generelt problem for forskningsfriheden er, at færre og færre forskere er fastansatte, og at en større og større del af forskningsmidlerne er afhængige af politiske vinde eller af de store fondes prioriteringer. Under halvdelen af danske forskere er fastansatte, over 70 procent af midlerne til forskning kommer udefra, og ni tiendele af midlerne går til en lille gruppe - 20 procent - af forskerne. 

- Forskerne kan ikke frit vælge deres forskningstemaer. De private fonde har strategiske mål. Det politiske system har også strategiske mål, siger Mogens Holst Nissen, prodekan for forskning ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet

Næstformand for underviserne i DM, lektor på Roskilde Universitet Jane Gleerup mener, at ”fastansættelse ikke er det eneste, men det bedste bud på at sikre bedre arbejdsbetingelser for forskere og undervisere”. 

Lektor ved Københavns Universitet og næstformand i Det Unge Akademi, Karen Vallgårda, mener også, at ”faste ansættelser kan gøre presset fra eksterne sponsorer mindre”.

En, der kan snakke med om det, er professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet. Han var tidligere på året hovedperson i en meget omtalt retssag, som organisationen Bæredygtigt Landbrug havde anlagt mod ham. Markager blev pure frikendt for at have krænket danske landmænds ære ved at sige, at mængden kvælstof i de danske farvande er stigende. Udsagnet byggede på hans forskning.

Stiig Markager og hans advokater havde forsøgt at få sagen afvist som ubegrundet, men retten valgte at behandle den. Til gengæld henviser dommen til Universitetsbekendtgørelsens ord om, at forskere skal blande sig i den offentlige debat, og ”det er så tæt på en afvisning som man kan komme”, siger Markager, som alligevel er bekymret over udviklingen.

- Det står i ansættelsen, at evnen til at tiltrække ekstern forskning er en væsentlig del af jobbet. Og det er jo kernen i problemet, at vi er afhængige af kommercielle interesser. Så kan forskere komme til at konkludere andet end det, de objektive data viser. Analyse og perspektiv kan påvirkes. Sådan er det.

Fri forskning og debat SLAPP’es

Markager-sagen er indtil videre en enlig svale i Danmark. Han fik støtte fra sit universitet, fra sit fagforbund og fra Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde. De betalte hans advokatregninger, for selv om han vandt sagen, var der en regning at betale. 

I andre europæiske lande er denne type retssager, der skal lukke munden og skræmme forskere og journalister langt mere almindelige. Så meget, at de har fået deres egen forkortelse: SLAPP.

Derfor har Europa-Parlamentet og EU-kommissionen lovgivning på vej, der skal gøre det meget sværere at anlægge SLAPP-sager.

Ikke blot højt profilerede forskere rammes. Også studerende kan få en SLAPP-sag på halsen. Det oplevede Axel Szetu, studerende ved Matematisk Institut i København, da han i et satirisk Indlæg offentligt gjorde opmærksom på, at hjemmeeksaminer under Corona-epidemien gjorde eksamenssnyd mere sandsynlig. 

I stedet for at få tak blev Axel Szetu kaldt til møde med institutledelsen og beskyldt for at have forbrudt sig mod de etiske regler. Szetu var meget mere alene i sit forsvar end Markager, men det lykkedes ham at få hjælp til at blive renset.

For studerende som ham findes netværket Students at Risk, en parallel til Scholars at Risk.

Kritik og styring kan give selvcensur

Debatten om fri forskning i Danmark har flyttet sig meget, og forskerne er helt anderledes samlede om at forsvare deres rettigheder end for få år siden.

Men påvirker kritik, status som løsarbejdere og en store andel af ekstern finansiering dem alligevel?

Karen Vallgårda, siger at for eksempel ”selvcensur er svær at måle, men er et stigende problem. Smædekampagner har også en virkning”. Hun efterlyser også en mere civiliseret tone:

- Politikere siger, vi ikke skal være så tyndhudede, men debatten må foregå på en ordentlig måde. Vi kan ikke acceptere, at politikere ved at kritisere navngivne akademikere er med til at legalisere en uciviliseret debat på f.eks. sociale medier.

Og så er der lige en sidste ting: Forskere vil sådan set helst bruge der tid på at forske i stedet for at skulle søge penge og forsvare sig.

- Det er oprørende, at politikere og organisationer som Bæredygtigt Landbrug kan sige som de gør, og desuden spilde vores tid. I stedet for at sidde her (til et seminar), burde vi forske, siger professor Anja Andersen. 

Sidst opdateret: 13. april 2022