Hop til indhold

UNESCO’s nationalkommission i Storbritannien har set nærmere på betydningen af 76 UNESCO-designationer i Storbritannien. I den nye rapport undersøges følgende:

  • Hvad betyder en UNESCO-status for landets omsætning?
  • Hvilken social, miljømæssig og kulturel værdi har UNESCO’s aktiviteter og projekter for Storbritannien?
  • Hvordan bidrager UNESCO-steder til opfyldelse af FN’s verdensmål? 

Rapporten viser, at UNESCO-steder skaber et betydeligt økonomisk afkast. For de 76 UNESCO-designationer, der indgår i rapportens undersøgelse, ‘hjalp’ deres UNESCO-status dem med at generere omkring 151 millioner pund (1,2 milliarder kroner) på ét år.

Derudover bidrager UNESCO-designationer med vitalitet, muligheder, viden og engagement til alle dele af det britiske samfund. Ifølge rapporten skabes der social sammenhængskraft, levende lokalsamfund og bæredygtighed. Der er dermed tale om en værdiskabelse, som også er vigtig med tanke på de aktuelle politiske tendenser og sociale og klimamæssige udfordringer.

Rapporten peger også på, at der fortsat findes et uudnyttet potentiale for UNESCO i forhold til at bidrage til samfundsudviklingen og til at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling.

I Danmark findes der endnu ikke tilsvarende målinger eller analyser. Men UNESCO Danmark finder rapporten fra Storbritannien inspirerende og vurderer, at den måske kan danne basis for en dansk udgave.

Læs hele rapporten "The National Value of UNESCO Designations to the United Kingdom" (pdf) og en sammenfatning på dansk "UNESCO bringer steder, mennesker og samfund sammen og skaber værdi for Storbritannien" (pdf).