Hop til indhold

Af Uffe Westerberg

Hvad kan man få for 99.616 dollar? Ja, hvis man i 2017 skød beløbet ind i et UNESCO-projekt, der skulle styrke ytringsfriheden og journalisters ret til at kunne arbejde i sikkerhed i afrikanske lande, så kan udbyttet gøres op således:

  • Over 600 dommere, anklagere, universitetsansatte, studerende og journalister har fuldført et grundlæggende online kursus i internationale standarder for ytringsfrihed og respekt for journalister og andre mediefolks sikkerhed
  • Omkring 50 nøglepersoner – de fleste dommere - var på flerdages seminarer og workshops
  • En håndbog med standarder og eksempler, der kan bruges i en afrikansk hverdag, er nu tilgængelig for alle online på engelsk og fransk og bruges flittigt

Det er selvfølgelig en forenkling at sige, at alt dette er kommet ud af de penge, Danmark skød ind i projektet. For eksempel blev de godt 600.000 kroner, beløbet svarer til, fordoblet af et bidrag fra Østrig, og UNESCOs International Programme for the Development of Communication (IPDC) bidrog med utallige arbejdstimer.

Men alligevel: Projektet er her i 2021 på vej ind i sin tredje fase. Den første var så en stor succes, at nye lande og en fond fattede interesse for sagen og senest har to bidrag på hver 400.000 dollar sikret, at projektet kan køre videre i fem afrikanske lande de næste to år.

  • Det ville ikke være sket uden det ”danske” projekt, fortæller Mehdi Benchelah, chefkonsulent i IPDCs afdeling for ytringsfrihed.

Sikkerhed og ytringsfrihed er forbedret 

Vigtigere end tal, som ser fine ud i rapporter, er selvfølgelig, om der er kommet håndgribelige resultater ud af anstrengelserne. Er respekten for ytringsfrihed og for mediefolks sikkerhed i afrikanske lande steget?

Få er bedre til at svare på det end Edward Asante. Han er retspræsident for Community Court of Justice i organisationen ECOWAS, der omfatter 15 vestafrikanske lande, og fortæller, at ”det er mit indtryk, at regeringer i dag indser, at respekten for journalisters sikkerhed er et emne, der skal tages seriøst.”

  • Dommerne har på det seneste været modige, og de hælder mod at beskytte journalisterne. I situationer, hvor regeringer forsøger at træde journalisters rettigheder under fode, går de fleste af domstolenes afgørelser imod regeringerne. I det store og hele har regeringerne på det seneste respekteret domstolenes afgørelser, beretter Edward Asante fra Ghanas hovedstad, Accra.

Han har også noteret, at hvor det før var svært for journalister at få oplysninger ud af regeringerne om følsomme emner som for eksempel Corona-pandemien, ”har de nu adgang til oplysninger og kan formidle dem til borgerne uden at frygte for deres eget eller deres familiers liv.”
Community Court of Justice og retspræsident Asante var en af nøglerne til, at dommerprojektet allerede fra starten fik så stor tilslutning med deltagere fra 42 lande. Domstolens afgørelse i sager om menneskerettigheder er bindende for alle lande i ECOWAS, og den har på den måde samme autoritet og status som Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Derfor lagde IPDC et stort arbejde i at sikre sig det blå stempel og aktiv deltagelse fra Community Court of Justice, fortæller Mehdi Benchelah. I det hele taget havde IPDC held med sin strategi for, at deltagerne på seminarer og workshops var topdommere, der kan fungere som ledestjerner for ytringsfrihed og sikkerhed for medier i deres hjemlande.

Et langt, sejt træk 

Edward Asantes observationer bakkes op af mange af de 620 deltagere, der fuldførte kurset på Internettet. De blev efterfølgende spurgt om deres udbytte af kurset. Fra dommere, advokater, journalister, politifolk og menneskeretsaktivister i lande som Cameroun, Etiopien, Malawi, Tanzania og Uganda fik IPDC tilbagemeldinger, der vidnede om, at kurset ikke bare havde givet viden, men også handlekraft og mod.
Dommere har rettet ryggen, advokater engagerer sig i forsvar for journalister og menneskeretsaktivister, og politifolk tør beskytte almindelige borgere mod overgreb. 
For Mehdi Benchelah var mange af svarene” meget bevægende.”

  • Man revolutionerer ikke tingene med nogle få online kurser og seminarer. Det er en proces, der foregår skridt for skridt, og vi har sået nogle frø, siger han og tilføjer, at ”vi behøver en kritisk masse af dommere og andre personer, der arbejder for at forsvare ytringsfrihed og journalisters sikkerhed.”

Et skridt på vejen var at udvide kurserne til også at omfatte de fransktalende lande i Afrika og lave en fransk udgave af håndbogen, der på engelsk hedder “Legal Standards on Freedom of Expression: Toolkit for the Judiciary in Africa.” 

Hovedredaktør på bogen var en kvindelig, afrikansk dommer, så indholdet var tilpasset afrikanske forhold, men det afspejlede også, at projektet har ligestilling som et af sine mål. På det første online kursus var 40 procent af deltagerne kvinder, mens andelen var noget mindre i det franske.
Tredje skridt, som nu tages, er et toårigt projekt med deltagere i Etiopien, Ghana, Kenya, Mozambique og Senegal. Uden nye, danske penge, men sponseret af Japan og Open Society Foundation.

Nyt dansk initiativ på vej

For Mogens Blicher Bjerregård, der er medlem af den danske UNESCO-kommission og siden 2013 har været dansk repræsentant i IPDC, er dommerprojektet et godt eksempel på, at et lille land som Danmark kan gøre en stor forskel med små midler.

  • Danmark står meget stærkt, når det gælder forsvaret af ytringsfrihed, og Afrika er højt prioriteret i dansk bistandspolitik. Det her projekt passede ind i begge kasser og har vist, hvad vi kan, siger han.

Han håber, at successen med dommerprojektet kan føre til et fornyet, dansk engagement i IPDC, den gren af UNESCO, der skal forsvare ytringsfrihed og journalisters sikkerhed og fremme udviklingen af uafhængige medier. 

  • I mange år havde Danmark et stort engagement i IPDC, men derefter fulgte en periode, hvor vi ikke bidrog til IPDCs projekter, og det var med til at svække vores indflydelse. Heldigvis havde Danmark i Paris nogle midler, som kunne komme i spil, og de blev blandt andet øremærket til dommerprojektet, fortæller Mogens Blicher Bjerregård, der også er præsident for Det Europæiske Journalistforbund.

Han bygger blandt andet sit håb på, at Danmark sammen med nordiske lande og Holland og Østrig satser på at styrke UNESCO - og dermed IPDC - som menneskeretsorganisation. I første omgang vil landene sætte fokus på forskere, kulturpersoner og mediefolks menneskerettigheder som forskningsfrihed og ytringsfrihed. Næste skridt er at få opbakning til en styrket indsats for menneskerettigheder, især ytringsfrihed, på UNESCOs næste generalkonference (årsmøde) i november 2021. 

Behovet er stort trods succes med dommerprojekter i først Latinamerika og nu Afrika. Hos IPDC vil man gerne udvide med et tredje område, Sydøstasien, hvor medier og journalister generelt er meget dårligt beskyttede, fortæller chefkonsulent Mehdi Benchelah.
Trods alle odds har IPDC og de mange deltagere og partnere i dommerprojektet fået skabt en værktøjskasse, der virker. Retspræsident Edward Asante er i hvert fald ikke i tvivl, når han nøgternt summerer de foreløbige resultater op:

  • I det store og hele har vores regeringer indset, at de ikke har andet valg end at respektere lovene i de traktater, de fleste af dem har underskrevet, og som beskytter journalister i udførelse af deres hverv.