Hop til indhold

Af Uffe Westerberg.

Næsten 1000 tilfælde blev konstateret i 2020 ifølge organisationen Freemuse, der hvert år gør status over kunstneres frihedsrettigheder.

Overgrebene er ikke blevet færre under Corona-pandemiens nedlukning af kultursektoren, tværtimod. Autoritære magthavere har med hård hånd slået ned på kunstnere (performere, skuespillere, billedkunstnere og så videre), og på ord, billeder, film eller lyd, der kan opfattes som kritik af dem.

Hidtil har kulturverdenen manglet et anerkendt redskab til at gøre UNESCO - FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur - opmærksom på overgreb og krænkelser, men det er nu på vej.
På nordisk og ikke mindst dansk initiativ har UNESCO netop vedtaget, at kunstnere og deres organisationer kan rapportere direkte til det sekretariat i UNESCO, der administrerer UNESCO-konventionen om mangfoldighed i kulturlivet. Uafhængigt af deres regeringer og både om fremskridt og det modsatte,

Det kan synes som en lille ting, men for de kunstnere og organisationer, der er vant til at se deres regeringer skønmale kulturens vilkår i de officielle indberetninger til UNESCO, gør det en forskel.

”En halv sejr, der kan blive til en stor ting” kalder Malene Nielsen det. Hun er Danmarks stedfortrædende, permanente delegerede ved UNESCO’s hovedkvarter i Paris og har været dybt involveret i arbejdet med at give civilsamfundet – kunstnerne og deres organisationer – en formel rolle i forsvaret af deres frihedsrettigheder.

Beslutningen blev truffet i begyndelsen af juni på den såkaldte Statspartskonference for de 148 lande, der har ratificeret UNESCO’s ”Konvention om at beskytte og fremme mangfoldigheden i kulturelle ytringer”. 

Når sejren kun er halv, skyldes det, at der nu skal udarbejdes en konkret model for, hvordan civilsamfundet simpelt og uden bureaukrati kan rapportere til UNESCO. Den skal så vedtages i den komité, der sammen med et sekretariat leder arbejdet med konventionen mellem statspartskonferencerne. Komiteen har 24 medlemmer, deriblandt Danmark og Norge. Den mødes næste gang i februar 2022, fortæller Malene Nielsen, der nu skal i gang med et nyt benarbejde.

- Vi skal have en uformel dialog med en række af de større organisationer i kultursektoren om, hvordan de kan rapportere direkte ind til UNESCO. Vi skal række ud til ligesindede stater og finde ud af, hvem vi kan samarbejde med. Vi skal også finde ud af, hvem der er vores modstandere, siger hun.

Modstanden kan komme fra mere eller mindre autoritære lande, der ikke ønsker ”civilsamfundet som modvægt til staterne og det glansbillede, de ofte maler”. Den kan også komme fra lande, der fokuserer mere på menneskers ret til og mulighed for at kunne opleve kultur – som er en del af FN’s menneskeretserklæring - eller fra lande, der ønsker, at UNESCO fokuserer på at få den kulturelle økonomi i gang igen efter Corona-pandemien. 

Der er altså stadig et stykke arbejde, der skal gøres, inden kunstnerne får en formel rolle både i at indrapportere og som deltagere i Statspartskonferencen og derigennem – hvad det det hele jo handler om – større respekt for deres frihedsrettigheder.

Demokrati og kunstnerisk ytringsfrihed

Danmarks indsats i Paris foregår i et tæt samarbejde med den danske UNESCO-nationalkommission. Et af dens 15 medlemmer er Katja Holm, tidligere formand for Dansk Skuespillerforbund og indtil for nylig vicepræsident i det internationale skuespillerforbund, FIA.

Som skuespiller repræsenterer hun de udøvende kunstnere i Nationalkommissionen og er af den danske regering udpeget som Danmarks repræsentant i komiteen for kulturel mangfoldighed. 
Katja Holm deltog i den netop overståede statspartskonference og mener, at det kommende rapporteringssystem vil få betydning. Det vurderer hun på baggrund af sit internationale arbejde og de mange rapporter, for eksempel fra Freemuse, om overgreb på kunstneres rettigheder.

Det er ikke noget kønt billede. Der er mange krænkelser, og der er ikke så stor opmærksomhed på dem. Over for kunstnere er de ofte mere subtile end over for journalister, siger hun.

Når det er så vigtigt med fokus på kunstneres frihedsrettigheder er det i Nationalkommissionens øjne fordi, kunstnerisk frihed er et grundvilkår for et demokratisk samfund.

Den journalistiske, men så sandelig også den kunstneriske frihed, er en forudsætning for demokrati, understreger Katja Holm.

Et konkret eksempel ikke så langt fra vores grænser er Polen. Byer, kommuner og regioner har lavet erklæringer, hvor de tager afstand fra det, de selv betegner som "LGBT-ideologien" og som betyder, at for eksempel homoseksuelle personer reelt kan frygte for overgreb, når kunstnere laver forestillinger om homoseksualitet.

Det betyder, at kunstnere ikke længere kan lave forestillinger om homoseksualitet. De er ikke længere det spejl af samfundet, som de burde være, siger hun, og tilføjer:

Vi ser det også inden for vores egen ligusterhæk. Vi har heldigvis modige kunstnere, men det har en pris. For eksempel var der trusler mod Teater Sort/Hvid i forbindelsen med forestillingen Manifest 20283 om Anders Behring Breivik, siger Katja Holm.

Hun understreger, at ikke kun stater truer kunstnere. Privatpersoner gør det også for eksempel via sociale medier og internettet.

Så bliver det meget mere subtilt. Hvem skal du anklage?

Kunstnere mangler bevidsthed om deres rettigheder

En af udfordringerne med at få respekteret kunstneres frihedsrettigheder er, at der ikke er mange, der ved, at de har dem, heller ikke kunstnerne selv. En anden udfordring er, at kunstnerne ofte er dårligt organiserede.

Det er langt fra alle kunstnere, der ser sig selv som nogen, der har en dagsorden. Skuespillere har ordet og vil kunne tale højt om for eksempel censur. Hvorfor bruger de ikke den platform mere? Journalister er den sektor inden for UNESCO, der har formået at få sat spot på det her, siger Malene Nielsen, og stiller spørgsmålet:

Hvad er det for redskaber, journalister har, som kunstnere kan bruge?

Problemstillingen har ikke forbigået Katja Holms opmærksomhed. Derfor har hun både i UNESCO-sammenhæng og som vicepræsident for FIA haft et samarbejde fokuseret på kunstnere og journalisters rettigheder med det europæiske journalistforbund, EFJ, hvis præsident, Mogens Blicher Bjerregård, også er medlem af den danske UNESCO-nationalkommission.

Malene Nielsen nævner som eksempel på den manglende opmærksomhed det Civil Society Forum, der blev afholdt dagen inden, statspartskonferencen startede den 1. juni. Det er en uformel konference for det kunstneriske civilsamfund, hvor organisationerne kan drøfte aktuelle spørgsmål og sende anbefalinger videre til den ”rigtige” konference. Den netop overståede 2021-udgave fokuserede ikke på frihedsrettigheder, men:

En af de ting, vi lærte, var, at selv om der ikke blev talt meget om frihedsrettigheder på Forum, så kom organisationerne tilbage til os efter vedtagelsen og sagde, at det tema vil de gerne arbejde videre med. Det er altså vigtigt. Vi i Norden vil gerne række ud til de kunstneriske paraplyorganisationer, for eksempel Freemuse, og regionale menneskeretsorganisationer for at nå målet, siger hun. 

Fra 2022 er det således forventningen, at civilsamfundet inddrages mere i arbejdet med at forsvare og udbrede de kunstneriske frihedsrettigheder. Det bliver et vigtigt supplement til de statslige indberetninger, der nogle gange, men langt fra altid, inddrager civilsamfundet. Og gør de det, kan det ofte være fra organisationer, der er styret eller støttet af staten.

Også Danmark kan blive bedre, selv om vi med Katja Holms ord er ”bedre end de fleste.”

Jeg savner, at de er mere opsøgende fra Kulturministeriets side. Civilsamfundet, det er mere end optaget af andre ting. Vi kunne også være mere opsøgende fra Nationalkommissionens side, men vi er handicappede af, at vi også er frivillige, der gør det gratis. Det er selvfølgelig en ære (at sidde i kommissionen), og vi gør det af kærlighed, men vi skal også finde tiden.

Et dansk-nordisk rettighedsprojekt tager form

Danmark har en lang tradition for at arbejde med frihedsrettigheder i UNESCO, og selv om grundlaget er højtidelige erklæringer og konventioner, foregår arbejde typisk på en meget pragmatisk og konsensus-søgende måde.

I forbindelse med UNESCO’s World Press Freedom Day 2017, som blev markeret med en konference i Jakarta, finansierede Danmark for et beskedent beløb en workshop med udvalgte, lokale kunstnere, de fleste af dem filmfolk. Temaet var hvilke professionelle standarder kan man lave, der gør det muligt at udstikke rammer for filmarbejde?

En hovedpointe med workshoppen var at give kunstnere mulighed for sammen med journalister at drøfte fælles udfordringer for ytringsfrihed. Tanken var, at udvekslingen kunne inspirere kunstnere til at tackle angreb på deres ytringsfrihed ved at bruge redskaber fra journalisters værktøjskasse.

Ifølge Malene Nielsen valgte Danmark ”en meget pragmatisk tilgang uden at sætte os op på den høje, ideologiske hest.” Det skete for ikke at skræmme de lokale myndigheder.

Kunstnerne var glade for muligheden for en dialog med journalisterne, og siden har der været tilsvarende workshops på World Press Freedom Day.

Statspartskonferencen var også et eksempel på, at pragmatiske og lange, seje træk giver resultater.

Arbejdet med de kunstneriske frihedsrettigheder er kun et aspekt af et større projekt, som Danmark står i spidsen for. I september 2020 afholdt Nationalkommissionen et seminar i København om frihedsrettigheder for journalister, kunstnere, undervisere og forskere. Det var starten på en proces, der gerne skal kulminere til november på UNESCO’s årlige generalkonference. Initiativet kommer fra den danske UNESCO-delegation i Paris og koordineres med Norden og andre europæiske lande. Det ønskede resultat: at UNESCO bliver stærkere og mere udfarende, når det gælder frihedsrettigheder.

Jeg kan se i medierne, at forskningsfriheden i Danmark er under pres. Jeg synes, det er helt urimeligt. Det viser, at der faktisk en idé i det, vi laver, og at vi kan koble rettigheder for kunstnere, journalister og forskere sammen, siger Katja Holm.

Grundlaget

UNESCO, som er FN’s organisation for undervisning, kultur, demokrati, ytringsfrihed og videnskab, arbejder på grundlag af en række erklæringer, konventioner og erklæringer. De giver UNESCO et mandat til at overvåge udviklingen af universelle rettigheder som ytringsfrihed, meningsfrihed, forskningsfrihed, undervisningsfrihed og kunstnerisk frihed.

Basis for det hele er FN’s ”Verdenserklæring om Menneskerettigheder” fra 1948.

I erklæringens artikel 19 hedder det:

” Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.”

Og artikel 27 fastlår:

” Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.”

I 1976 trådte FN’s ”Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder” i kraft. Især konventionens artikel 15.1 henvises der ofte til, når det gælder frihedsrettigheder inden for kultur, kunst og videnskab. Den lyder: 

De i denne konvention deltagende stater anerkender enhvers ret til at:

  • deltage i kulturlivet;
  • nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse;
  • nyde fordel af den beskyttelse af moralske og materielle interesser, der hidrører fra al videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som han er ophavsmanden til. 

Journalister og medier

På dette område har UNESCO ikke et mandat, der er bundet op på konventioner eller rekommandationer. Alligevel er det dette område, der er bedst overvåget i dag og har den største inddragelse af civilsamfundet. Det skyldes ikke mindst en vedholdende indsats fra de internationale journalistforbund og andre organisationer, der overvåger ytringsfriheden og journalisters sikkerhed og samarbejder med UNESCO’s Internationale Program for Udvikling af Kommunikation (IPDC).

FN har desuden udpeget UNESCO som den organisation i FN-systemet, der overvåger pressefrihed og journalisters sikkerhed, lige som FN har vedtaget en ”Plan for journalisters sikkerhed,” som UNESCO’s generaldirektør hvert år skal gøre status over. 

UNESCO udgiver desuden sin egen rapport om ‘Safety of Journalists’, der behandles hvert andet år af IPDC’s råd, hvor Danmark for tiden er medlem (2019-2023)). 

IPDC-rådet har udviklet globale indikatorer for henholdsvis medieudvikling og journalisters sikkerhed, der bruges til at rapportere om fremdrift på FN’s Verdensmål 16. Det handler blandt andet om, at ”der skal sikres offentlig adgang til information og beskyttelse af fundamentale frihedsrettigheder i henhold til international lovgivning og internationale aftaler.” IPDC overvåger og vurderer desuden situationen i udvalgte lande og yder økonomisk og administrativ støtte til mindre presseprojekter i udviklingslande.