Den danske UNESCO nationalkommissions forperson Elsebeth Gerner Nielsen var med, da udstillingen åbnede. Hendes tale kan læses her:
Foto: Peter Leschly
Hvordan bevarer vi håbet og troen på fred i en tid, hvor krige, naturkriser og pandemier hærger i en sådan grad, at grundlaget for livet er på spil? Hvordan nærer vi den menneskelige evne til handle? Vores evne til at transformere og forestiller os en bedre fremtid?
Da en general under anden verdenskrig foreslog Winston Churchill, at man flyttede hele kulturbudgettet over til krigsministeriet, svarede Churchill: ”men hvad kæmper vi så for”.
Desværre har Churchill nok aldrig sagt dette. At anekdoten er opstået, hænger sandsynligvis sammen med den kendsgerning, at nogen har gjort sig overvejelser om sammenhængen mellem det ydre og det indre forsvar. På den ene side krigsmaskinen. Det ydre forsvar. På den anden side alt det, der får mennesket til at håbe og ville. Alt det, der gør os resiliente. Alt det, der understøtter Det indre forsvar, som Mattias Tesfaye for nylig kaldte det, da vi talte om, hvilket forsvar, der var brug for - udover et styrket Nato.
Efter anden verdenskrig blev disse tanker udfoldet endnu mere af Unescos grundlæggere. Efterkrigstidens kloge mænd og kvinder kunne se, at der var brug for initiativer, som kunne vedligeholde freden. Og kunne man tilføje: Nære håbet og troen på en fredelig fremtid, selv om krigen alligevel skulle blive en realitet.
“When wars start in the minds of men, it is in the minds of men that the defences of peace must be constructed”, står der på væggen i Unescos hovedkvarter i Paris. Sætningen indkredser baggrunden for oprettelsen af Unesco i 1945 og af FN får ansvaret for kultur, uddannelse, videnskab og medier.
Unesco får med andre ord ansvaret for det, der danner os som mennesker. Alt det, der gør, at vi kan relatere os og begå os i forhold til hinanden. Viden, værdier, artefakter, frihed til at udtrykke os, frihed til at forske, uddannelse til alle. Det er noget af det, som Unesco beskytter, udvikler og kæmper for. Målet er at skabe en bastion mod det umenneskelige. Målet er fred.
Målet er fred!
Men kan en sten i Jelling virkelig bidrage til, at vi mennesker vælger freden? Kan Illulisat Isfjord. Eller Kujataa Greenland. Eller Aasivissuit-Nipisat ved Polarcirklen. Kan Christiansfeld? Parforcejagtlandskabet? Kronborg? Vadehavet?, Roskilde Domkirke?. Eller Stevns Klint?
Ja hvordan bidrager verdensarven til fred?
For nylig besøgte jeg Stonehenge – som er på Unescos verdensarvsliste. Og som er bevaret, blandt andet takket været Unesco. Opførslen af Stonehenge startede 3000 år før Kristi fødsel. Tonstunge sten er blevet flyttet over 250 km. Og de er blevet lagt oven på hinanden i fantastiske formationer. Uden den teknologi, som vi kender i dag. Ja det er næsten helt umuligt at forestille sig, hvordan de har gjort. For mere end 5000 år siden.
Det fyldte mig med håb at stå der. Føle al den kraft. Og jeg tænkte: Når de kunne, så kan vi også. Altså gøre det umulige. Men jeg blev også fyldt med ydmyghed. Tænk sig at stå på skuldrene af dette vidunder. Og så mange andre vidundere i denne verden. At være en del af noget der er så meget større end en selv (Ja at blive lidt fri fra sig selv).
Tænk sig at være verdensarving.
Verdensarving. Smag på det ord. Forpligter det ikke til at gøre sit yderste for at give denne verden videre til de kommende generationer i en mindst lige så god form, som vi modtog den? Hvilket blandt andet betyder, at vi får ønsket om at formidle verdensarven til fleste mulige balanceret med behovet for at bevare den. Og at vi også får balanceret behovet for f.eks. vindmøller mod klimaforandringerne i forhold til kulturarvens æstetiske værdier, der i øvrigt trues af klimaforandringerne.
Verdensarven er med til at danne os – så vi ikke bare bliver dygtigere til at relatere os til andre mennesker, men også til det andet – til naturen og omgivelserne. Vi kunne kalde det bæredygtig dannelse. En dannelse, der meget gerne skulle munde ud i, at vi ikke rister en ny rune i Jellingstenen eller kærestens navn i Colosseum. At vi tværtimod føler os kaldet til at værne om det umistelige. I disse år gælder det ikke mindst naturen. Klimakrisen og biodiversitetskrisen kalder på en ny form for dannelse, hvor vi lærer at genforbinde os med den natur, vi reelt deler åndedræt med. Hvor vi ikke længere ser vores egen natur som adskilt fra den øvrige natur.
Hvor vi kan identificere os med træet. Eller svalen der højt oppe under himmelhvælvet. Tag til Vadehavet og oplev det efterhånden meget sjældne syn – og den utrolig sarte smukke grønne farve – på rødspættens æg, som vugger i vandoverfladen en stille morgen. Nye skabninger på vej, hvis de helt rigtige betingelser er til stede. Eller bliv til om aftenen og oplev sort sol; tusinder af stære i de smukkeste formationer, alt sammen øvelser – som beskytter stærene mod rovfugle.
Er der noget mere vidunderligt? Eller vigtigt? Er det ikke det, der gør livet værd? Og som skaber de - ganske vist porøse - forudsætninger for fred? Der får os til at gå ud og samle det lys, vi skal sprede?
Tusind tak til Rigsfællesskabets verdensarvsforening for at skabe denne udstilling i forbindelse med København som arkitekturhovedstad. Verdensarven rummer nogle af verdens væsentligste arkitektoniske vidundere, som kan inspirere ikke bare designere og arkitekter, men menneskeheden, til en global empatisk omfavnelse.
Hvor har vi brug for det.
Se mere her