Hop til indhold

Immateriel kulturarv er den kultur, der ikke er fysisk, men derimod de traditioner, kundskaber og måder at være sammen på, som udleves gennem den fælles kultur. Den immaterielle kulturarv er vigtig, fordi den værner om delt viden, værdier, drømme håndværk og sprog, og fordi den giver os en forståelse for dybden af dem vi historisk var og er. Det giver os med andre ord en bedre forståelse af det, der binder os sammen i fællesskaber. I og med at traditioner kun eksisterer, fordi der er mennesker, der værner om dem, så prioriterer UNESCO’s 2003-konvention at sikre den immaterielle kulturarv. Det gøres ved at skabe fokus og fremhæve deres bevaringsværdighed for de kommende generationer.

De nordiske klinkbådstraditioner er en måde at bygge et skib på, hvor skibssidens planker overlapper hinanden på samme måde, som teglstenene gør på et tegltag. Konstruktionen er blandt andet brugt ved vikingeskibe. På mange måder danner klinkbygning en ramme for historien, fordi det gjorde det muligt at sejle ud og heraf skabte det nordiske folks tilknytning til hinanden på tværs af Norden, men også til resten af verdenen. Klinkbygning som håndværk har derfor været med til at forme både dem vi var og er, men også dem, vi bliver.

Formand for Den Danske Nationalkommission for UNESCO Elsebeth Gerner Nielsen holdt ved konferencen en spændende tale om betydningen af immateriel kulturarv som umistelig, fordi det er med til at skabe mening, livsglæde, håb og handlekraft. Både UNESCO’s 1972-konventionen, der måske er bedre kendt som Verdensarvskonventionen, og 2003-konventionen, der beskytter den immaterielle kulturarv, blev fremhævet.

Konferencen blev afholdt i samarbejde mellem Han Herred Havbåde, Forbundet KYSTEN fra Norge, Kystliv Holbæk og Vikingeskibsmuseet i Roskilde.